6/1-2013
Dagen idag stod i badningens tegn. Der er blevet badet en
del i det tyrkise hav. Deslige er en ø ud for havnen blevet udforsket, hvilket
har givet nogle ømme fødder på grund af skarpe sten. Solen har ikke været så
skrap idag, hvilket har betydet, at det har været muligt at være ude i den i
længere tid. Det kan dog mærkes, især i ansigt og skuldre.
her kommer en lille håndfuld billeder fra omegnen, både hvor jeg bor men også lidt fra Boca Chica, der er byen nærmest havnen
Morgendagen byder på en tur ind til Santo Domingo, hovedstaden her på øen, hvilket eftersigende skulle være lidt af en oplevelse, med nogle af de første bygninger i den nye verden.
5/1-2013
Igen solskin og 25-27 graders varme med hvide cumulusskyer
drivende hen over himlen. Der er ingen problemer med at sove på grund af de
mange indtryk der hele tiden kommer. Jeg er stadig igang med akklimatiseringen
til livet herovre og rutinerne ombord. Idag er der ikke sket det store udover
en yderst interessant køretur op til supermarkedet. Hovedvejen ligner mest af
alt kaos. Der bliver overhalet indenom, udenom, dyttet og bremset hårdt op.
Regler som vi kender dem er ikke eksisterende. De lokale kender dog nogle af
dem og kan køre igennem dette kaos. Man skal leve livet lidt farligt engang
imellem. Det er også blevet til tre ture i bølgen blå, hvilket er yderst
forfriskende efter at have kogt i solen. En af de kommende dage går turen ind til
Santo Domingo, hovedstaden her i Den Dominikanske Republik. Der kommer nok
nogle billeder inden så længe, men det er som med strømmen her, det svinger op
og ned, hele tiden.
Der har været gang i de huslige pligter her til aften, hvor
der blev tryllet en lasagne frem, hvilket, hvis jeg selv skal sige det, blev
særdeles vellykket. Som dessert/natmad, en dejlig solmoden vandmelon.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar